Nyheder 2021

September

Sæsonopstart

Efter en lang og solrig sommerpause er vi nu klar til et efterår med masser af spændende træning og fodboldkampe. Vi er ivrige efter at komme på græsset igen. Solen skinner atter over Todbjerg-Mejlby.


Med udfasningen af coronarestriktionerne hen over sommerferien har vi nu som idrætsforening færre forhold at tage højde for, og vi kan derfor meget bedre fokusere på det vi er gode til – spille fodbold og styrke foreningslivet i lokalområdet!


I TMIF Fodbold følger vi naturligvis løbende udviklingen omkring COVID-19.


Klubhuset – første spadestik 6. september

Hvis du har været forbi TMIF Klubhus på det seneste, har du måske lagt mærke til, at fliserne foran klubhuset er taget op. Dette skyldes, at området nu bliver til en byggeplads, som i løbet af det næste halve år bliver til TMIF Fodbolds nye klubhus.  

 

Idéen til udvidelsen af klubhuset opstod for efterhånden 3 år siden, da fire foreningsmedlemmer besluttede sig for at kanalisere noget af deres energi i et fælles projekt til gavn for lokalsamfundet. Der var flere forskellige idéer på tegnebrættet, men idéen om et klublokale, som vi kunne benytte til socialt samvær efter træning og kamp, ”kaffestue” til forældre og tilskuere, mødelokaler mv. var den der tiltalte de fire foreningsmedlemmer mest.

 

Vi tager første spadestik til udbygning og renovering af TMIF Fodbold klubhus mandag den 6. september – et spadestik der har været længe undervejs. Vi ser frem til at følge byggeriet.

 

Vi vil gerne sige tak til alle jer lokale medlemmer og beboer i området, som alle har været medvirkende til, at vi nu endelig kan tage det første spadestik.

 

Du kan følge byggeriet af klubhuset på vores hjemmeside, hvor vi også løbende vil samle alle nyheder, informationer og billeder fra arbejdet.

 

Har du lyst til at være en del af et helt særligt fællesskab af frivillige?

Foreningsarbejdet i TMIF Fodbold udføres af frivillige beboer i lokalområdet og med din deltagelse vil du udvide dit sociale netværk, skabe glæde for andre og dig selv og få indflydelse på foreningslivets virke for dig og/eller dine børn.


Der mange muligheder for at blive en del af fællesskabet, og vi hører meget gerne fra dig, hvis du går med et ønske om at bidrage til fællesskabet. Det kan være, at du går med nogle tanker om at være træner eller hjælpetræner, men det kan også være, at du vil stille din arbejdskraft til rådighed i forbindelse med kommende arrangementer eller tilbyde diverse assistance ved renovering/udbygning af vores kommende klubhus.


TMIF Fodbold vil gerne understøtte din interesse i at deltage som frivillig træner/hjælpetræner, og vi vil derfor også kunne tilbyde dig deltagelse i træneruddannelse/kurser og dermed give dig værktøjer, teori og inspiration til din rolle, så du føler dig rustet til at være med til at skabe et godt fodboldmiljø i samarbejde med klubben og spillerne.


Du er meget velkommen til at kontakte os ved brug af nedenstående kontaktoplysninger, hvis det har din interesse.


Kommende arrangementer

 

Vi planlægger pt. at deltage i/afholde flere forskellige arrangementer, herunder blandt andet fejring af vores fælles lokale klubhusprojekt. I vil løbende høre mere om kommende arrangementer.

 

Klubdragter 2021

 

Så er det snart tid til at bestille smarte, nye TMIF klubdragter. Pr. 1. september har du nemlig mulighed for at bestille vores TMIF klubdragt fra Hummel med kort lynlås i halsen og med mulighed for at vælge mellem to forskellige buksemodeller.

 

I får klubdragten til en særdeles fordelagtig pris – mellem kr. 206 og kr. 276 afhængigt af kombinationen af børne og voksen størrelse. Der er nemlig mulighed for at mixe, så din dragt passer præcist til dig.

 

Vi siger mange tak til de 6 sponsorer: SJAK ApS, Alstrup Transport A/S, Hårup Dækservice, Ejendomsmæglerfirmaet Berg Halager ApS, Nordbyens Malerfirma ApS og Økofamilien.

 

Klubdragten kan fortsat bestilles via TMIF-Sport24-webshop. Linket til webshoppen vil være tilgængelig på vores hjemmeside den 1. september.

 

Ny hjemmeside

 

Vi har fået en ny hjemmeside, www.tmiffodbold.dk, hvor du kan finde information omkring træning, kampe samt kontaktoplysninger på bestyrelsen og frivillige. Vi arbejder løbende på at forbedre vores nye hjemmeside, så du på sigt også kan finde information om kommende arrangementer, projekter og nyheder.

 

Samtykke til vores nyhedsbreve

 

Vi vil gerne gøre dig opmærksom på, at henvendelser fra TMIF Fodbold ikke er omfattet af spamforbuddet i markedsføringsloven, når henvendelsen sker med henblik på at varetage vores medlemmers interesse. Det kræver derfor ikke, at vi indhenter dit samtykke. Vi kontakter dig ikke for at sælge produkter, og vi vil kun i begrænset omfang sende dig nyheder pr. e-mail.

 

Hvis du har spørgsmål til os eller blot ønsker at tage en uforpligtende snak med os om dit eksisterende eller kommende medlemskab eller din øvrige deltagelse i foreningslivet, er du velkommen til at kontakte os.

 

Med venlig hilsen

 

TMIF Fodbold

 

[email protected]

Ole Karlsen, tlf. 61 10 66 60